Vridsted kirke

 


Nok se, men ikke røre

Graveren på Vridsted Kirkegård har brugt meget tid på at få kirkegården pyntet rigtig flot op.

Men desværre er nogle af dekorationerne blevet ødelagt.

Så bønnen fra menighedsrådet og ikke mindst graveren er, at man venligst kun beundrer og evt lader sig inspirere af de flotte dekorationer og så ellers lader dem ligge.

Vridsted Menighedsråd

Se artiklen fra Skive Folkeblad her


Om Vridsted kirke

Vridsted kirke, der skal have heddet Sct. Ebbes, består af romansk kor og skib med et sengotisk tårn i vest og våbenhus mod syd fra omkring 1900. Den romanske bygning er opført af granitkvadre på skråkantsokkel.

kirken
Af de oprindelige døre er det kun syddøren, der bruges, den er med glat tympanon, kantet med svære rundstave. Korets vindue mod øst er bevaret. Den runde korbue med skråkantprofilerede kragbånd er overpudset. Tårnet, der er opført af genanvendte kvadre, kamp og munkesten, har seksdelt krydshvælv i underrummet, der åbner sig mod skibet ved en rund tårnbue. Tårnet har gavle i nord og syd. Glamhullernes stik ledsages af små, firkantede blændinger.
Kirken blev restaureret i 1938 (Arkitekt Vig Nielsen).

Det kvadermurede alterbord med massiv skråkantet plade blev afslebet i 1995. Som alterprydelse er opsat et fortrinligt højgotisk krucifiks fra sidste halvdel af 1300-tallet. Ligeledes to balusterformede barokstager på svær, klokkeformet fod med giverinitialerne NCP og MCDH 1652. Den tidligere altertavle ses i tårnrummet.
Døbefonten er af granit, kummen skænket i 1888 af Chr. Clausen og anbragt på romansk fod formet som et kapitæl med hjørneknopper. Fragment af arkadeprydet fontekumme er opstillet i kirken. Prædikestolen er enkel renæssance, stafferet 1761. En stolegavl bærer årstallet 1581. Kirkeklokken er fra 1863.
I 1993 fik kirken ny messehagel, designet og syet af Inga Kilde, Skive. Den er åben fortil og kan vendes, således at der bliver to-i-én, en grøn og en violet. Det løse rygskjold med korset er en pendant til krucifikset på alteret.
I Jeppe Aakjærs roman henlægges Jens Langknivs endeligt til Vridsted præstegård, hvor hr. Niels (sognepræst Niels Paaske) beretter Jens, hvorefter Jens dræbes af forfølgerne. Det er der intet historisk belæg for, men da man ved en udvidelse af kirkegården i 1950erne fandt knoglerester af en høj person, tænkte man straks på datidens Robin Hood.